Ærgerligt! Det angivne bruger ID eller adgangskode er forkert!
Velkommen! Første gang du logger ind på Côtes du Vin's nye website skal du indstille dit password på ny!
Henter indhold...
I min fortsatte foredragsserie om inferiøre italienske vindistrikter og deres vine, er jeg i aften kommet til distrikterne Campania og Basilicata i syditalien. Tidligere i 2007 fortalte jeg om vinene fra Marche, og i 2013 lærte I om vinene fra Sardinien.
Jeg synes, at det er interessant at komme lidt omkring og væk fra de kendte regioner med de velkendte vine. Så kan man komme ud for overraskelser. Men det er også noget af en opgave at få fat i vinene, da de store importører gerne holder sig til de umiddelbart salgbare mærkevarer: Barolo, Brunello, Amarone, Chianti o.s.v.
Jeg startede på denne opgave sidste sommer, og har således haft god tid til at falde over de vine, som er kommet på markedet det sidste års tid. At der er en spændende udvikling på vej ses af, at vinene er nye på hylderne i såvel Føtex som Irma og Superbrugsen. Det viser også, at produktionen har nået en sådan størrelse og kvalitet, der gør det kommercielt interessant for producenterne at eksportere.
Jeg fokuserede i første omgang alene på området Campania, hvor hoveddruen er aglianico. Men da der også findes interessante aglianicovine lige udenfor Campania, kom naboområdet Basilicata med ind under dette indlæg.
Der vil komme en del latinske udsagn, men for Jer som ikke har den lille latinprøve, vil der blive oversat. Det er vine med historier langt tilbage.
Regionen Campania med Napoli som hovedby er målt i produktion kun det 9. største vindistrikt i Italien. I perioden 1997-2000 produceredes i gennemsnit 2,1 mio hl/årligt, heraf 6% DOC og 36% hvid, fra ca. 41.000 ha vinmarker.
Historisk har regionen dog haft langt større betydning, for her dyrkede grækerne vin og indførte deres druer før etruskerne, og her produceredes den Falernum, som var de romerske kejseres favoritvin, sammen med Sorrentino, Calenia og Massico.
Sorrentino kom fra skråningerne på Sorrento-halvøen og var berømt fra kejser Augustus regeringstid i første 10-år efter Kristus. Den var højt anset i Rom i oldtiden, men ikke helt så fin som f.eks. Falernum. Den blev produceret af den druesort, der hedder Ammenia Gemina Minor, som voksede i espalier og ikke op ad træerne. Selve vinen var ret tynd hvidvin, der dog kunne beskrives som stærk. Den kan have haft et højt syreindhold og man anbefalede lagring i op til 20-25 år. Den blev aldrig universelt anerkendt. Både kejserne Tiberias og Caligula kaldte den en finere eddike, og der er visse tegn på at dens medicinske egenskaber var et af de stærkeste salgsargumenter.
Falernumen var den mest berømte og kostbare i Romerriget. Den blev produceret på sydskråningerne af Monte Massico, den bjergkæde, der løber ned langs vestkysten af Italien, i det nordlige Campania. Med usædvanlig præcision skelnede man mellem 3 zoner, eller crus: Caucinia på bjergtoppene, Faustia på skråningerne og selve Falernum ved randen af sletten. Arkæologiske undersøgelser har afsløret talrige romerske landejendomme i regionen, og der er udgravet en del af en vinmark fra romersk tid. Vinplanterne var bundet op til træerne eller til espalier på pilestolper. Falernum dækkede over to typer hvidvin , en ret tør og en anden, der var sødere. Ligesom med andre finere romerske vine var det normalt at lagre den i længere tid. Den blev regnet som drikkemoden efter 10-20 år. Dens markante farve, der var dybt ravgul, skyldtes formentlig maderisering (som man laver Maderia, med varme og iltning), som også kan forklare hentydningerne til mørk Falernum i en af kilderne. Man nævnte ofte også vinens styrke og hede, som tyder på en høj alkoholstyrke. Et enkelt sted blev Falernum omtalt som den eneste vin, som kunne brænde. Trods Plinius bekymring i anden halvdel af 1. århundrede e.kr. for at Falernums ry skulle blive svækket, fordi man tænkte mere på kvantitet end kvalitet, bevarede vinen sit ry i hvert fald op til 300-tallet. Den er genopstået, og vi skal smage i aften.
I løbet af 1800 tallet blev Campania en gigantisk leverandør af inferiøre blandingsvine som i tankvogne blev kørt mod nord for at blive blandet i blodfattigere vine indenlands og udenlands. I 1926 var vinarealet på 277.000 ha. Siden reducerede Phylloxera, 2. Verdenskrig, udvandring o.a. vinproduktionen til en økonomisk bagatel.
De gamle romere kaldte landsdelen Campania Felix, dvs. det lykkelige Campanien. Grækernes nye by: Neapolis (Napoli) og dens omegn med byerne Pompeji, Capri, Herculanum og Resiona kunne byde på næsten lige så stor rigdom som Rom — og et langt mildere klima. Indtil for nylig var det kun vinminderne Campanien levede på. Om Falernum og Caecubo, antikkens absolut største vine
At Campania i dag atter er ved at indtage sin fortjente kvalitative førerposition blandt de syditalienske regioner skyldes et stort udvalg af kvalitetsdruesorter, et meget varieret klima, en jordbund der med få undtagelser indeholder meget vulkansk aske (her er stadige aktiv vulkansk aktivitet f.eks. Vesuv) og ikke mindst familien Mastroberardino.
Mastroberardino er et historisk, fremragende vinfirma, som har lavet vin siden 1945. De har æren for at have genoplivet de gamle græske sorter og har været pionererne for hvidvinene Fiano de Avellino, Greco de Tufo samt rødvinen Taurasi, og fødselshjælper til DOC Vesuvio. I 1994 deltes familiefirmaet, da Antonios bror Walter trak sig ud og dannede Terradora de Paolo. Inden for regionen produceres der i Aveliono provinsen mod vest, hvor antallet af aftappere er steget fra 7 i 1994 til 52 i 2001.
I de sidste 10-15 år har et væld af nye firmaer således bragt vine til tops fra Campanien, både DOC, en enkelt DOCG og bordvine, og det til vinelskernes opmærksomhed verden rundt. Og i dag er det umuligt at opridse en profil af den italienske vinelite op, uden at tage Campanien vinene med.
Når nu jeg nævner DOC (Denomininazione de Origine Controllata) og DOCG(Denominiziana Controllata e Garantita) som jeg formoder kendt, er jeg nødt til også at omtale den ny klassifikation DOP.
Italiensk for "Denominazione di Origine Protetta", dvs. beskyttet navn. Vine (og andre fødevarer) med denne betegnelse bærer et beskyttet navn og er underlagt visse krav til oprindelse og kvalitet. Foruden vin drejer det sig om olivenolie, ris, oste og skinke.
EU er ved at ensrette de kontrollerede betegnelser, og DOP afløser det tidligere DOC og DOCG.
EU kontrollerer vinens oprindelse -med større eller mindre held- samt hvilke vinmarker, der må bruges til vin, hvilke vinstokke, der må bruges, hvordan de skal plantes, og hvor stort udbyttet der må høstes osv osv. Det italienske system er i dag optaget i EU's system, og DOP er identisk med Italien, Grækenland osv.
System kan også ses som kinesisk æske: Inden i en stor "æske" -en stor Bordeaux"- er en mindre æske, f.eks. appellation Médoc, et mindre område med lidt strengere krav til vinen, som derfor i teorien er finere. Inden i denne mindre æske kan der så være en endnu mindre æske, f.eks. "appellation Margaux", mindre område med endnu strammere krav til vinen, som derfor er bedre -og dyrere.
Man kan groft sagt sige, at jo mindre område, jo større krav til vinen og dermed bedre kvalitet. I Frankrig kan vinen i reglen deklasseres -f.eks. kan en vin fra Margaux deklasseres til Médoc eller endog Bordeaux, hvis vinen ikke lever op til kravene for at bære navnet Margaux.
Systemet er eksporteret til "Den ny Verden", hvor både USA (hvor vinen deler kontrol med våbenkontrollen!), Chile og Australien har indført et lignende system, dog med mindre eller ingen kontrol. F. eks: I Australien er McLaren Vale en del af South Australia, som er del af South Eastern Australia, mens Napa og Mendocino er del af North Coast, som igen er del af "California".
Hoveddruen i området er aglianico, og i min jagt på disse vine, kom jeg også ind i nabodistriktet Basilicata, der også har denne drue som mest benyttede, og som har nogle ret berømmede vine. Basilicata grænser op til Puglia mod øst og Calabria mod vest. Mod syd ligger ”støvlens” svang.
Således kommer dette foredrag til at omhandle flere sydlige vindistrikter og hoveddruen aglianico, som også kaldes sydens barolo. Aglianico, som er en blå drue, menes at være indført til området af fønikkerne (grækerne), men den kan ikke DNA-spores til Grækenland i dag. Den var hoveddruen i den tidligere omtalte falernum. Indtil det 15.århundrede kaldtes den Ellenico (græsk, på italiensk). De eneste aglianico DOCG vine kommer fra vulkanen Vulture i Basilicata og fra Taurasi i Campanien. Disse to vine har begge en dyb rubinrød farve, en fyldig aroma og en intens, kraftig smag, som gør dem til nogle af Italiens største. Der var ca. 13.000 ha. aglianico ved sidste optælling i 1990.
Af steder i Syditalien den dyrkes kan nævnes Calabrien, Puglia og på øen Procida nær Napoli, provinserne Avellino og Benvenuto i Campania og provinserne Potenza og Matera i Basilicata.
Druen er for nyligt udplantet i Australien, Texas og Californien, da den trives i tørre områder med rigeligt sol. Den modner sent og høstes først i november i Italien. Den foretrækker vulkansk jord og hvis den høstes for tidligt bliver den meget tannin-rig. Også i Puglia er man begyndt at dyrke den og lagre den på små egefade, som tæmmer den lidt voldsomme vin og de mange tanniner. Den vurderes som værende lidt mere elegant end primitivoen.
I Campanien bliver den ofte blandet med Cabernet Sauvignon og Merlot til I.G.T. vine(Indicazione Geografica Tipica).
Basilicata er bjergrigt og et af de tyndest befolkede områder i Italien med ca. 600 tusinde indbyggere. Navnet er kommet til at stå for den ekstreme fattigdom og resignation i store dele af Syditalien. Den største by, Potenza har en befolkning på under 70.000 og den anden by af anselig størrelse er Matera har 50.000 indbyggere. Der er næsten ingen handel eller industri og regionen er blevet affolket siden 2. verdenskrig. Den totale vinproduktion er på under 200.000 hl. om året og under 10% har DOC status. Faktisk har de kun 1 DOC-vin, nemlig Aglianico del Vulture. Aglianico-druen giver dog også interessante, om end middelmådige, resultater i andre dele af Basilicata. F.eks. nær Matera og i Colli Lucani i den østlige del af regionen, op mod Puglien. Den vigtigste vinregion er utvivlsom den ved Vulture, en udslukket vulkan 56 km. nord for Potenza, hvor der foruden aglianico produceres kvalitetsmæssige mere beskedne Malvasia og Moscato.
Sydens barolo har man nok så frejdigt kaldt aglianicoen, en søster til nebbiolo. Aftenens gennemgang har måske gennemhullet udsagnet, måske ikke. Priserne derimod viser, at man godt kan få vin af en rimelig kvalitet til en billig penge.
Smageskemaet I (måske) har brugt viser, i hvert fald for Jer selv, om disse vine er gode køb, eller de bør sænke sig i glemslen. Jeg tror dog nok, at vi kommer til at se mere fra denne kant af Italien i fremtiden. Og så er I jo forberedt.
Søren L.
Luca Maroni (best Italian wines) giver denne 94 points. ”œSpices and pulpy blackburry softness of absolute freshness”¦one of the best of Campania”
Finansbureauet: ”œ6 stjerner. Helt forrygende italiener til prisen ”¦ super lækker sag”
Vinhulen: ”5 stjerner. KANONVIN TIL SPOTPRIS. Der er ikke en eneste kant i denne vin, der bare giver mørk frugt og saftighed gennem hele paletten”.
Vinavisen: ”5 stjerner. En krydret og meget frugtagtig rødvin fra egnen omkring Napoli og på den lokale drue aglianico”
Rue dell”™ Inchiostro kan oversættes til ”blæk-vejen” og henviser til at stierne mellem Nativs marker er sorte som kul på grund af den vulkanske jordbund. Vinen fremstillers på 100% aglianico-druer, og vinstokkene er gennemgående meget gamle.
De optimalt modne druer fra de gamle vinstokke spiller med musklerne i denne fuldendte vin, som er spækket med fuldmoden bærfrugt. Duften er mættet med modne solbær og blåbær og et strejf af grafit og vanilie. Smagen er ekstrem lækker; stor blød fylde, masser af frugt og en imponerende lang eftersmag.
Nyd den til okse- eller lammekød, gerne fra grillen, eller som et lækkert glas helt uden mad til.
Listepris 109, - pris i Vivino 65,- - og i Superbrugen 3 for 200,-
13,5%
Nydes fra i dag og frem til 2018
Taurasi er Syditaliens mest eksklusive vindistrikt, og vinene herfra kaldes også Syditaliens barolo, fordi de besidder samme kraft og koncentration.
Robert parker giver den 93 points og udtaler: ”Nativs 2011Taurasi is an opulent expression with dark garnet hues and beautiful intensity on the bouquet. Dark fruit, dried blackberry, plum and licorice segue seamless to Spanish cedar, dark vanilla bean and Indian spice. The wine wear its oak element in heavy layers, but it does so comfortably. This is a modern rendition of Taurasi with great tannic management (thanks to the oak aging and warm vintage) soft fruit flavors and big power. The wine makes a positive impact on all the senses”.
Luca Maroni (best Italian wines) giver den 95 points. ”Best Taurasi of the vintage. Exceptional concentration and richness, a quintessential Taurasi and a majestic monument to the Aglianico-grape ”.
Vinhulen skriver: ”œFantastisk dejlig vin fra Campanien”.
Nativ vingården ejes af Mario Ercolino, en af Italiens mest legendariske vinmagere, som har arbejdet som konsulent for mange af Syditaliens bedste vingårde. Han tilstræber at fremtvinge ultimative vine fra Campaniens unikke klima og den vulkanske, mineralholdige jordbund, som bl.a. stammer fra vulkanen Vesuvio. Juvelen i Nativs jordbesiddelser er markerne i Irpinia Campi Taurasino nær byen Napoli, med ekstremt gamle Aglianico-stokke, hvoraf de ældste er svimlende 200 år gamle.
Denne vin er fremstillet af 100% aglianico-druer, og vinen fadlagres 24 måneder på nye franske barriques, hvorpå den tappes og modnes yderligere 12 måneder på flaske.
Den nærmest blæksorte vin byder på en afgrundsdyb bouquet af fed, solmoden kirsebær- og solbærfrugt, pibetobak, afsindigt lækre noter af vanilie og mokka fra franske fade, som vingården opkøber fra Bordeaux bedste fadbødkere. Smagen er ekstremt rig og fedmefuld med en kolossal smagskoncentration, og en lang, varm og velouragtig finish. Det er STOR vinkunst det her, og vinen fortjener at blive nydt af rummelige glas som ledsager til festmåltider med det bedste oksekød, dyrevildt eller kraftigt fjerkræ.
Fra Vivino, pris 115, nedsat fra 199,-
14%
Nydes fra i dag og frem til 2021
Feudi di San Gregorio blev grundlagt i 1986 af to familier, som tilsammen investerede et astronomisk beløb i en topmoderne vingård og nogle perfektionistisk anlagte marker, beplantet med nøje udvalgte kloner af lokale druesorter. Markerne blev placeret i de bedste mikroklimaer i Irpinia-området, som i dag regnes for den bedste del af Campania. Vingården blev opkaldt efter Pave Gregorius I, da vinene fra Campania nød stor anseelse under hans pavedømme (590-604).
Feudi di San Gregorios marker er overvejende beplantet med de lokale druer såsom de blå Aglianico, Piedirosso og Sirica samt de grønne Greco, Fiano, Falanghina og Coda di Volpe. Alle er unikke druesorter, som besidder et kolossalt kvalitetspotentiale - et potentiale, som Feudi di San Gregorio mere end nogen andre har forstået at forløse. Italiens førende vinguru, Luca Maroni, regner vingården for Italiens bedste og har ved flere lejligheder tildelt deres vine de maksimale 99 point. Vingården har også fået de eftertragtede 3 glas i Gambero Rosso ikke færre end 21 gange, hvilket gør Feudi til en 2-stjernet Gambero Rosso producent og dem er der ikke ret mange af!
Robert Parker skriver: ”Feudi di San grigorio is one of the leaders in the modern day Renaissance of Campania oenology”.
Vinen Lacryma Cristi ("Kristi tårer") henter sit navn fra et lokalt sagn. Det fortælles, at Campanias berømte vulkan, Vesuv, blev skabt da ærkeenglen Lucifer faldt fra himmelriget. Da den faldne engel ramte jorden åbnede der sig et hul, som spyede ild og sten. Efterfølgende gjorde Lucifer og hans dæmoner Napoli til en ondskabens og syndens by. Da Kristus så dette, græd han, og tårerne faldt på Vesuvs skråninger. Vinstokke skød op af skråningerne, og der er druerne herfra, som anvendes til Lacryma Christi.
Feudi di San Gregorio fremstiller en fantastisk Lacryma Christi! Vinen sammensættes af Aglianico og Piedirosso druerne. Vinen lagrer 4 måneder i ståltanke for at bevare maksimal friskhed. Farven er flot dybrød, med masser af rød skovbærfrugt i bouqueten, en meget blød og frisk vin, mellemfyldig og elegant.
Anbefales til kraftige fisketyper, fjerkræ, svinekød, milde faste oste.
Drikkes fra nu og til 2018
13%
Fra Philipson til 99,95 v. 12 flasker — normal 129,95
Druen Greco er indført i Campania af græske bosættere for 2000 år siden, og dyrkedes af romerne. Den er beskrevet af bl.a. Cato, Virgil og Plinius den ældre. Sammen med Fiano og Falanghina er det de vigtigste og mest populære hvide druer af den lokale tradition.
Det er en hvid DOC-vin fra Avellino-provinsen i Campaniens sydlige del. Druen blev genopdaget af familien Mastroberardino i slutningen af 1960-erne. Greco de Tufo hører til blandt de bedste italienske hvidvine. Smagen er tør, men blød, med et typisk, krydret, næsten grønt og dog aromatisk strejf.
Om denne vin skriver de:
Intensiv strå-gul farve, duft karakteriseret ved frugtige nuancer af god intensitet og vedholdenhed. Syre og saftvokser progressivt og giver en balanceret, rar og forfriskende smag.
Kan nydes sammen med appetizers, seafood baserede retter, blandede stegte fisk (misto fritto de mare), østers og hummer og skaldyr. Fortrinlig med bøffel mozzarella og meget god med stegte auberginer med parmesan.
100% Greco-druer
13%
Fra Meny til 79,50
Vi forlader nu for et kort øjeblik Campanien og drager ind i nabodistriktet mod øst: Basilicata.
Frem til 1100-tallet hed regionen Lucania, senere kom den med den byzantinske dominans til at hedde Basilicata. Fascismen genoptog det gamle navn Lucania, og efter krigen blev det til — Basilicata igen. Det har været en ekstrem fattig provins, i hovedbyen Matera boede folk i huler. Det er dog i denne region, man har fundet de ældste spor af vindyrkning i Italien. Det er ikke sol, der mangler, selvom regionen tempereres af en barsk, bjergrig natur og temperaturer, der hører til blandt landets koldeste. Der kan være lige så koldt her som i provinsen Bolzano i Sydtyrol. Hoveddruen aglianico høstes lige så sent som nebbiolo i Piemonte og vinen skal lagre i 5 år ligesom Brunello, for at kaldes en riserva. Dette regionens eneste DOC, og den har hjemme på skråningerne af den udslukte vulkan Vulture i 450-600 meters højde, som giver den nødvendige kølighed om natten. Den betegnes af nogle, som en de fineste i Syditalien. De bedste kan konkurrere med en stor sangiovese fra Toscana eller en nebbiolo fra Piemonte. DOC zonen består af ca. 1200 hektar, og der produceres under 8000 hl på et normalt år af de ca. 1200 vinbønder.
Producenten er D”™Angelo, brødrene Lucio og Donato D”™Angelo, og nu også Lucios børn Rocco og Erminia viderefører faderens vinfirma og har indledt en kvalitetsforbedring af produktionen ved at investere i egen jord. Vingården omfatter nu 35 hektar og producerer 300.000 flasker årligt.
Vinen er lavet på 100% aglianico, har fået 90 points i Wine Spectator, producenten er medtaget på ”finest Italien wines — 100 greatest”. Lagret på egetræsfade i 20 måneder.
13,5%
Tilbud i Irma, 64,50, normalpris 99,50
Den er som forgængeren lavet på 100% aglianico druer fra Vulture men lagret i kortere tid i slovenske egefade.
Navnet kommer fra Horats, en af de ypperste romerske digtere, som levede fra 65 til 8 før Kristus, og som skrev: ”Nulla, vare, sacre vite prius severis arborem”. Oversat fra latin: ”I skal ikke plante træer, før I har plantet den hellige vinstok”. Horats var fra området og drak naturligvis aglianico.
13%
Købt i Føtex, normalpris 100,- tilbud 75,-
”Nec cellis ideo contene Falernis” skrev Virgil (70 bc-19) i Georgica (en digtsamling om landbrug): Prøv ikke at undgå Falernum. Denne meget kendte vin i litteraturen og historien er en blanding af aglianico og piedirosso. Klaserne er forsigtigt udvalgt fra vinmarkerne ved San Castrese, på skråningerne af den udslukte vulkan Roccamonfina, i Caserta provinsen. Den er dyb rød, intens, har rig bouquet med forsigtige søde violer, vilde bær, kirsebær, solbær og hindbær. Paletten er stor og elegant og fint afbalanceret i alle dens komponenter.
Server ved 16-18 grader
Kan ligge i op til 10 år
13,5%
Fra Supermarco til 135,-
Selv om det ville oplagt at tro det, var det ikke normannerne, der bragte æblecider til Sannio-distriktet i Syditalien. Normannerne havde travlt nok med at slagte longobarderne og med at bygge katedraler. Nej, der skulle en romersk dreng til, Luca Baldino, som efter fem års arbejde i et destilleri i Normandiet blev helt grebet af lidenskab for æbler. Engang tilbage i Italien startede han sin produktion af både ”œsidro” (cider) og æbleddike med æblerne fra det fædrene gods i Molinara, ved byen Benevento, på grænsen mellem Campania og Apulien.
Han bruger to af de ældste og lokale æblesorter: ”œlimoncella” og ”œannurca”, som vokser i det bjergrige område og nyder godt, for deres langsomme modning, af temperaturforskellen mellem de varme dage og de kølige nætter.
Lucas cider, men lad os kalde den ”œsidro” som han gør på italiensk, er ikke den perlende udgave, som de fleste kender fra England, Normandiet, Sverige og Danmark, og som klubben engang fik prøvet af, men en stille dessertvin, som vil overraske på en behagelig måde især over for den, der nyder den for første gang. Duften minder om mandel og marcipan: den stammer fra æblekernerne, der bliver presset sammen med hele æblet; smagen er sød men delikat og med sine kun 8% kan Sidro ledsage ikke kun kager og desserter af forskellig karakter men især mellemlagrede oste, især fåre- og gedemælksoste, samt ikke lagrede komælksoste, som hytteost, de fleste letrøgede rygeoste, ricotta og mascarpone. Derfor, og takket være dens beherskede alkoholstyrke på otte procent, er Sidro del Sannio én af de få dessertvine, som jeg tør anbefale til tiramisú-kagen. Og naturligvis til æblekager og -tærter af alle salgs!
Fra Carollo Merolli til 99,-
Côtes du Vin